Team Sats

Fra spinning-salen til Tour de France
Team SATS var et af Chris MacDonalds første projekter. Et projekt, der udfordrede den etablerede cykelverden, og som i starten blev mødt med overbærende smil. Målet var at skabe verdens stærkeste professionelle kvindelige cykelhold, og ingen af rytterne havde kørt på racercykel før.
Et projekt, som startede ud som Team GRACE, og som overgik til at være Team SATS. Allerede efter bare et år på cyklen, kastede de sig ud i deres første internationale World Cup løb. De klarede det over al forventning. Så godt, at pigerne blev inviteret til at deltage i de største og mest prestigefyldte etapeløb, Giro d’Italia, Tour de France og Tour de L’Aude.
Adskillige etape-sejre og kåringen som ”Årets hold” i Tour de France slog fast, at Team SATS var blandt de stærkeste pige-hold i verden. Målet var nået.
Tak til sponsorerne
Et projekt af denne karakter kunne ikke lade sig gøre uden støtte og hjælp fra sponsorer. SATS så straks mulighederne i det nye hold, og besluttede at støtte pigerne og blive holdets hovedsponsor. Lige fra første færd, var SATS en uvurderlig støtte for holdet. Ledelse såvel som medlemmer har fulgt pigerne på vejen mod toppen – både i modgang, og når pigerne stod på sejrsskamlerne. Chris MacDonald er taknemmelig for støtten og det var uvurderligt.
Flere andre sponsorer og samarbejdspartnere støttede holdet undervejs, bl.a. ALD Automotives, Colnago, Parentini, Maxim, BasWare, Ferrosan, Look, Multi-Tabs, Pinarello, Giordana, Michelin, Synkron, Inforce, SimplyCooking, Geyser, Speedo, DMT, Mavic, ViperVision og mange flere.
En kolossal indsats
Udover den solide støtte fra sponsorerne, blev der investeret utallige timers frivilligt arbejde i at drive holdet, såvel fra Chris MacDonalds side som fra en række andre personer. Uden den kolosale indsats og det hårde frivillige arbejde kunne holdet ganske enkelt ikke eksistere. En stor tak til alle de frivillige, der lagde store kræfter i at bringe holdet til toppen af international kvindecykling.
Det var derfor med blandede følelser, at Chris MacDonald så sig nødsaget til at lukke Danmarks første og eneste professionelle pigecykelhold, Team SATS.